Bænkebider 0-3 år

BÆNKEBIDER

Under mormors potteplante,
Bor en bænkebider-bande.
Mon ikke de snart sku’ tænke,
På at bide nogle bænke.

Af Lotte Salling www.lottesalling.dk

Bænkebidere er små grå krebsdyr, der lever i skovbunden og i haver. De har gæller – og kan derfor bedst lide, at der er mørkt og fugtigt. Derfor gemmer de sig under sten og træ i skovbunden om dagen – eller inden under barken på gamle grene. Om natten rumsterer de rundt og finder føde.

  • Kan I finde en bænkebider?
  • Tal om hvor I kan finde bænkebideren og hvorfor den gemmer sig.

Bænkebider-gemmeleg velegnet i vuggestue/dagplejen

  • Et stort tæppe eller lign. lægges på midten af en græsplæne eller andet større område. 1-2 tæpper fordeles på området rundt om det store tæppe.
  • Alle gemmer sig under det store tæppe. I er nu bænkebidere, som gemmer sig under et stykke bark.
  • Den voksne løfter tæppet væk fra børnene. I skal nu løbe/gå/kravle (efter motorisk niveau) hen til et af de andre tæpper for at gemme jer.
  • Når alle børnene igen gemmer sig under et tæppe, løfter den voksne tæppet væk fra børnene. Børnene løber/ går/ kravler nu hen til et andet tæppe og gemmer sig. Sådan fortsættes legen.
  • Legen kan udvides ved at den voksne flytter rundt på tæpperne, mens børnene gemmer sig under det store tæppe.