Regnorm

REGNORME

Ormene har ingen øjne, ingen ben og intet hår. Ormene er ganske nøgne og må kravle når de går. Ormene kan ikke tale. Ormene har ingen tænder. Ormene er kun en hale, der er ens i begge ender! 

Af Halfdan Rasmussen

Regnormedans

Måske har du set en måge stå og trampe på en græsplæne. Det ser sjovt ud, men det er ikke kun dansetræning. Regnormene kommer nemlig op af jorden, når de mærker den rytmiske dunken fra mågens trampen. De tror, det er regn, som kan oversvømme deres huller.

  • Prøv om I også kan lokke regnormene op af deres huller!
  • Find et lille område med frodigt græs, og begynd så at trampe rundt.
  • Fortsæt, indtil der stille begynder at komme regnorme op.
  • Hold godt øje med jorden.
  • Prøv at samle regnormene, og tæl, hvor mange I har lokket frem.

Kæmpende regnorme

Når regnorme skal have mad, hiver de nedfaldsblade ned i deres gange under jorden for at spise dem.

Prøv at gå på jagt efter de visne blade, som regnormen er begyndt at trække ned i jorden. De ligner kræmmerhuse, som står i jorden. Stilken på bladet peger opad, og spidsen af bladet er boret ned i jorden.

  • Denne leg handler om regnormenes hårde arbejde med at hive de genstridige blade under jorden.
  • Inddel jer i to hold ”regnorme” som står på hver side af et langt reb, der ligger på jorden
  • Nu gælder det om at hive så mange fra modsatte hold over på sin egen side af rebet
  • Hvis det bliver for voldsomt, kan I prøve at sidde på knæ i stedet for at stå op

Regnormetræk

Regnormen har bittesmå børster på hvert led af sin lange krop. Man kan slet ikke se dem, men de er der, og de er gode til at gribe fat med. Hvis en solsort får fat i ormen, er det vigtigt for den at kunne holde fast og stemme imod.

Fang en regnorm og føl på dens underside med en fingerspids; måske kan du mærke de små børster, som gør, at den kan hage sig fast på underlaget. Du kan kun mærke dem, hvis du stryger fra bagenden mod forenden.

  • Denne leg minder om ”tovtrækning”
  • Børnene er ”regnorme”, den voksne er ”solsort”
  • ”Regnormene” og ”solsorten” trækker i hver sin ende af et tov. Det handler om at ”solsorten” skal trække alle ”regnormene” op ad jorden, mens ”regnormene” holder igen.
  • Hvis børnene er meget små, kan legen leges én til én. Et viskestykke kan da med fordel bruges i stedet for et tov. Husk at sige ”pip pip” som en solsort!