Bløde børn under 2 år

"Bløde" børn - under 2 år

Betegnelsen "bløde" børn beskriver en tilstand, hvor barnets muskulatur har en lavere grundspænding end normalt og leddene en større grad af bevægelighed end normalt. Alle børn er født bløde og bevægelige, hos nogen forekommer det i mere udtalt grad. Det behøver ikke skabe problemer hos barnet, men kan være årsagen til, at barnet er senere i sin motoriske udvikling end andre jævnaldrende.

Kendetegn ved det lille "bløde" barn

  • Barnet bryder sig ofte ikke om at ligge på maven
  • Barnet kan have svært ved at løfte hovedet, når det ligger ned
  • Barnet kan ligge med benene i frøstilling
  • Barnet kan være mindre motorisk aktiv end sine jævnaldrende
  • Barnet bruger ofte længere tid på at øve sig i at trille, kravle og gå
  • Barnet kan bevæge sig anderledes, rumper sig for eksempel frem eller går på knæ
  • Barnet kan "glide" i dine hænder, når du vil løfte det op
  • Barnet kan sidde i w-stilling på gulvet
  • Barnet kan savle mere end jævnaldrene

Hvordan hjælper du det lille "bløde" barn?

Det "bløde" barn kan være udfordret i forhold til at have en stabil kropsstamme. Kropsstammen er fundamentet for al vores bevægelse. Derfor er det vigtigt, at styrke barnets motorik gennem leg. Det kan du gøre ved at

  • Massére dit barn, enten med dybe faste tryk eller ved at frottere barnet godt, når det har været i bad
  • Danse med dit barn i armene
  • Placere dit barn i vandret stilling - på maven, siden, ryggen, her udvikler barnet sig bedst
  • Hjælpe dit barn til at være på maven, hvis barnet har svært ved det, så gør det i kort tid, men mange gange i løbet af dagen
  • Hjælp dit barn til at trille, husk at trille både til højre og venstre
  • Undgå at sætte dit barn på gulvet, dit barn er klar til at sidde, når det selv kan komme i og fra den siddende stilling
  • Udfordre dit krybende, kravlende eller gående barn med bløde underlag
  • Når dit barn selv rejser sig, så lad det stå op og lege og senere gå sidelæns ved møbler fremfor at øve at gå fremad

Her kan du se en video med måder at udfordre det kravlende barn

Hvad skal du undgå?

  • At bruge gåstol, hoppegynge og forskellige puder og stole, hvor børnene sidder passivt i længere tid
  • At barnet sidder i w-stilling i lang tid af gangen, hjælp i stedet barnet i havfruestilling eller andre stillinger