Dette kort indeholder 6 aktiviteter, som inspiration til at arbejde tematisk om myrer.
Byg en myretue
FORBEREDELSE:
Ingen
BESKRIVELSE:
Ude i granskoven kan du være heldig at finde en myretue. Myrerne bygger den selv af grannåle og pinde. Den kan blive lige så høj som en voksen mand, og under den har de gravet et imponerende system af gange og kamre.
Find et godt sted til jeres tue. Alle børn finder grene og kviste og bygger en stor myretue. Hvor stor bliver jeres tue?
TIPS:
At lege myrer giver god mulighed for at snakke og undersøge myrerne nærmere. Vælger de den samme vej, eller går de en ny vej frem og tilbage til tuen?
STYRKER:
Samarbejde
Koordinering
Myresyre
FORBEREDELSE:
Brugte plastikflasker (for eksempel shampoo) der kan bruges til at sprøjte vand med. Dåser eller andet der kan “skydes” efter.
BESKRIVELSE:
Når myren bliver bange, begynder den at ”tisse”. Det er egentligt myresyre (en svag gift), som den sprøjter ud af bagenden for at holde fjender væk. Grønspætten er en af myrenes fjender. Den elsker myrer, og er en sand mester i at slikke dem op med sin lange, klæbrige tunge.
Stå i krabbestilling – på alle fire med maven opad. Sprøjt ”myresyre” (for eksempel vand) efter dåser eller andre ting og hinanden. I kan for eksempel bruge brugte shampooflasker til at skyde tomme bøtter der er forklædt som grønspætter, ned fra en bænk.
TIPS:
Prøv også at holde en blå klokkeblomst hen over myren. Blomsten skifter farve, hvor myren rammer.
STYRKER:
Kropsfornemmelse
Koordinering
Hent mad til tuen
FORBEREDELSE:
Ærteposer eller andet der kan samles op.
BESKRIVELSE:
I myretuen bor den røde skovmyre i et kæmpemæssigt samfund, som kan indeholde mere end 100.000 dyr. De bliver fodret af de myre, som kaldes arbejderne.
Der skal samles mad til tuen – spred for eksempel ærteposer ud i et område. Børnene skal nu hente “maden” hjem til tuen, ved at kravle over, under grene og andre forhindringer.
TIPS:
Aktiviteten kan gradvist gøres nemmere eller sværere ved placeringen af ærteposerne.
STYRKER:
Krydsbevægelse
Koordinering
Samarbejde
Duftspor
FORBEREDELSE:
Løg.
BESKRIVELSE:
Myrerne følger bestemte stier og veje. Med deres antenner kan de lugte, hvor andre myre har været, og måske har de fundet noget lækkert at spise.
Gnid et spor med et overskåret løg. Børnene skal nu snuse sig frem til frugten, kagen, saftevandet eller tilbage til myreturen.
TIPS:
Prøv også at gnide en finger på tværs af myrernes sti/ duftspor. Ødelægges duftsporet, forvirres myrerne indtil de får det sat igen.
STYRKER:
Lugtesans
Rum- og retningsfornemmelse
Myreløft
FORBEREDELSE:
BESKRIVELSE:
Myrer er stærke. De kan løfte 30-40 gange deres egen vægt. Tag franskbrød med ud til myrerne, bræk det i små bitte stykker og se, hvor stærk en myre er, når den slæber af sted med en brødkrumme. Læg også mærke til, hvor gode myrerne er til at hjælpe hinanden
Prøv at løfte tunge grene eller stubbe. Prøv at hjælpe hinanden med at løfte – find ud af at det hjælper at samarbejde
TIPS:
Det kan være svært at forestille sig, hvor meget en myre kan løfte. Vej børnene og gang deres vægt med 30. Hvad svarer det til at de skulle løfte, hvis de var lige så stærke som en myre?
STYRKER:
Kropsstabilitet
Muskelledsans
Myre og bladlus
FORBEREDELSE:
BESKRIVELSE:
Oppe i træerne sidder bladlusene og suger plantesaft. Myrerne kravler op og malker bladmusene. De kilder dem på kroppen med deres følehorn, indtil bladlusen aflevere en dråbe sød saft.
Inddel børnene i to hold. På hvert hold er nogle børn ”myrer”, nogle ”bladlus” og nogle er ”myrelarver”. Legen leges som stafet.
”Myrerne” løber med et tomt krus hen og kilder ”bladlusene”, som hælder saftevand op i ”myrernes” krus. ”Myrerne” løber herefter tilbage til ”myrelaverne” og hælder saftevandet i deres krus. Det gælder om først, at få ”myrelavernes” krus fyldt op.
TIPS:
Legen kan gøres mere udfordrende ved at indsætte ”mariehøns”, som ”myrerne” skal forsvare ”bladlusene” i mod.
STYRKER:
Puls
Rum- og retningsfornemmelse
Koordinering