Kroppen på Toppen og den styrkede pædagogiske læreplan
Formålet med Kroppen på Toppen er at alle børn skal have bevægeglæde og opleve meningsfulde motoriske aktiviteter i læringsmiljøet. Kroppen på Toppen har en naturlig sammenhængskraft med de styrkede pædagogiske læreplaner, Opsporingsmodellen og fælles principper på inklusion.
I aktivitetsbanken præsenteres en række forskellige aktiviteter der inviterer pædagogisk personale og dagplejere til at skabe aktive læringsmiljøer, hvor børn inviteres til at få mange forskellige kropslige erfaringer med nøglebegreber som bevægelsesglæde, kreativitet, leg og børnefællesskaber.
Her gives få eksempler på, hvordan Kroppen på Toppen kan tænkes ind som en del af alle seks læreplanstemaer i den styrkede pædagogiske læreplan.
Krop, sanser og bevægelse
Alle aktiviteterne i idébanken tager udgangspunkt i de 18 grundbevægelser og inspirerer til pædagogiske læringsmiljøer, hvor børn kan lege, udforske og eksperimentere med mange forskellige måder at bruge deres kroppe på.
Kroppen på Toppen tager sit afsæt i at motivere og inspirere til at dagplejere, pædagogisk personale og børn oplever bevægeglæde i dagligdagen. Bevægeglæde grundlægges i barndommen og er drivkraften til sansemotorisk udvikling, indlæring og sundhed.
Alsidig personlig udvikling
Aktiviteterne inspirerer til læringsmiljøer der inviterer børn til at udfolde, udforske og erfare sig selv og de andre børn på mange nye måder. Aktiviteterne inspirer til at sætte fokus på børns gåpåmod samt deltagelseskompetence.
Social udvikling
I idebanken finder du inspiration til lege-aktiviteter hvor fællesskab og evne til at samarbejde er i fokus. Aktiviteterne inspirerer til at børnene bliver opmærksomme på deres egne evner og styrker, samt at de bliver opmærksomme på hinandens ressourcer.
Kommunikation og sprog
I idebanken under ”Sprog og sang” finder du inspiration til sproglig og kropslig leg med rim, remser og sanglege. Ved at inddrage kroppen når sproget bruges, understøttes børnenes kropslige fornemmelse af sproget og erfaring med at bruge kroppen til at kommunikere med.
Natur, udeliv og science
En af fanerne i idebanken er målrettet læreplanstemaet og indeholder en stor andel aktiviteter der inspirerer til at få Kroppen på Toppen i naturen. Aktiviteterne tager afsæt i at bruge naturen, legepladsen og nærmiljøet som et ekstra rum til læring og leg, hvor børn aktivt i naturen kan eksperimentere og udforske med krop og sanser.
Kultur, æstetik og fællesskab
Få en Aktiv jul og traditioner. Siden 2011 er der hvert år udkommet julekalender med aktiviteter der inspirerer til bevægelse, fællesskab og byder på legende aktiv læring. Julekalendere samt andre aktivitetsforslag kan du finde i vores idebank og få inspiration til at planlægge læringsmiljøer, hvor dagplejebørnene får fælles erfaringer og oplevelser.